• Black Vimeo Icon
  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon
  • Download
Dette er en film, jeg ikke nogensinde troede, at jeg ville lave.
Den bryder med et for mig helt grundlæggende princip:
Aldrig at rette kameraet mod mig selv eller min familie.
Så hvorfor har jeg gjort det?
 
Fordi klimakrisen – eller den 6. masseudryddelse, som den også kaldes - overgår alle andre udfordringer i vor tid. Ingen af os kan løbe fra ansvaret, og det indebærer i min optik også at træde ud af vores tryghedszone og ind i kampen for at finde alternativer til de modeller og tankemåder, der oprindelig blev skabt for at forbedre vores grundlæggende livsvilkår, men som nu holder os fast i en materialistisk og forbrugsmæssig dødsspiral. Vi er blevet viklet ind i kyniske - og i mine øjne åndsforladte - systemer, som inspirerer til evig gentagelse af dødssynderne og et evigt øget og ikke-rationelt forbrug af planetens begrænsede ressourcer. Vi kan træde ud af dødsspiralen, men det kræver noget af os.
Efter i flere år uden held at have søgt efter en god historie til en film om klimakrisen og det personlige ansvar, blev vi i min egen familie enige om at tage et meget stort livsvalg i klimakrisens navn. Vi blev enige om at flytte fra en stabil tilværelse på min gamle slægtsgård i Norge til en ny type mini-samfund i Danmark, hvor alting skulle være bæredygtigt i helt revolutionerende grad. 
 
Jeg kunne pludselig se, at her var jo den ’historie’, jeg forgæves havde ledt efter. Vores ældste datter ønskede overhovedet ikke at være synlig i filmen, men min kone og jeg og vores tre yngste var med på ideen. Så vi gik i gang med både flytning og film. 
Vi håbede, at historien om at bryde op og søge bedre alternativer kunne blive så væsentlig, at den ville blive en universel historie om det helt afgørende punkt menneskeheden står i lige nu. Mit mål var at lave en hudløst ærlig, autentisk, varm, rå, humoristisk, uforudsigelig og meget personlig film. Og i sammenstødet mellem høje idealer, den gode vilje - og den brutale virkelighed, mellem drømmen om fællesskab - og en dyb drift mod selvrealisering og frihed, er filmen forhåbentlig blevet netop alt det.
Men drømmen om det ideelle samfund, om familien som det ulastelige forbillede, viste sig at være - ja, netop en drøm. I arbejdet med filmen opdagede jeg, hvor svært det er at filme sig selv og at acceptere, at kameraet ser den man er, og ikke den, man ville ønske, at man var. Og selv om vores oprindelige motivation var at danne fortrop og forbillede, måtte vi hurtigt sande, at både målet for vores rejse og vi selv, var alt andet end perfekt. Det er ikke nemt at stå oprejst med et kamera, mens ens egen grundmur smuldrer - og det gør den let, når virkeligheden viser sig at være en helt anden, end den vi forventede og drømte om. De første to år af vores rejse var faktisk mere et mareridt end en drøm. Kameraet blev en form for ”krykke” for mig, noget som holdt mig oppe, midt i alt der gik galt, men den film, vi var i gang med skulle også helst være opløftende. Det var jo ikke planen at afskrække alle andre fra at handle!
Det blev hurtigt tydeligt, at filmen ville vise, at familieliv og andre fællesskaber er besværlige, at den stigende angst for klimaet og børnenes fremtid er et kæmpe pres, og at ”walking the talk” er sværest af alt. Det er let at sidde i sit trygge hjem med god rødvin mens vandet stiger udenfor og tale om den ideelle verden, og hvad der burde gøres, eller endnu bedre, hvad alle andre burde gøre, men det er faktisk helt utroligt svært selv at tage store livsvalg, lægge vaner og bekvemmelighed på hylden, skifte værdierne ud og forlade alt det velkendte i det personlige ansvars navn. Hver dag at blive konfronteret med afstanden mellem ens egne holdninger og handlinger, sine selvbedrag og sin dobbeltmoral, er en pinsel. Heldigvis er selvbedrag ret underholdende på film.  
Jeg kunne ikke tænke mig en vigtigere film at lave dengang i 2016, hvor rejsen begyndte, og det kan jeg fortsat ikke, selvom jeg stadig ligger vågen om natten og døjer med at have stillet min egen og familiens snublekurs på vej mod en bedre verden så skamløst til skue.
Jeg håber, filmen viser, at den perfekte løsning måske ikke findes - eller at vi i hvert fald ikke påstår at have fundet den - men at selve det at handle måske er allervigtigst, fordi det i sig selv er meningsfyldt. I en verden, hvor både virkeligheden og videnskaben siger os hver dag hvor sort og håbløst det ser ud. Jeg håber også, at tilskuerne føler sig genkendt og repræsenteret - for vi er jo alle klar over at en stor og helt nødvendig forvandling kan og må ske, og de fleste af os hænger i håndbremsen og er ret gode til at finde på forsvarbare udsættelser.

Af Erlend E Mo
 

© 2020 Magic Hour Films ApS og FilmBazar ApS